Fossilt DNA

Fossilt DNA eller aDNA (efter eng. ancient DNA) er en type DNA som stammer fra biologiske prøver, der ikke bevidst er blevet konserveret med henblik på senere DNA-analyser. Eksempler på fossilt DNA kunne være analyser af DNA der inddrives fra arkæologiske og historiske skeletmaterialer, mumificerede væv, samlinger af optøede medicinske prøver, konserverede planterester, is- og permafrostkerner samt holocænt plankton i hav og sø sedimenter m.m.

I modsætning til moderne genetiske undersøgelser, er fossile DNA-prøver karakteriseret ved en forholdsvis lav kvalitet af DNA. Det sætter grænser for, hvad man kan opnå med analyserne. På grund af den naturlige nedbrydning af DNA-molekylerne er der en øvre grænse for hvor længe DNA kan eksistere. Nuværende skøn tyder på, at i optimale omgivelser, dvs. miljøer, såsom som steder med permafrost eller isdække, er den øvre grænse maks. 1 million år. Tidligere undersøgelser af DNA fra længere tilbage i tiden har vist sig fejlagtige blandt andet fordi at prøver let forurenes med nutidigt DNA (se under Problemer).

I fremtiden håber man blandt andet på at kunne bruge fossilt DNA til at genskabe uddøde dyr eller enddog bevare udrydningstruede dyr. Samtidigt er det også målet for meget forskning at lære mere om de organismer, dyr såvel som planter, der har eksisteret gennem historien.